top of page

Og Oscaren går til...

Shortform, 4+ spillere

Og Oscaren går til...

Ingen bedømmelser endnu

Og Oscaren går til... er en impro-disciplin for minimum 4 spillere.


Disciplinen iscenesættes som uddelingen af prisen for Bedste Skuespiller ved en Oscar-uddeling.

Én spiller agerer en vært/spilleder, der skal uddele prisen for Bedste Skuespiller, mens 3-5 andre spillere er Oscar-nominerede skuespillere. Før scenen begynder, er alle de Oscar-nominerede skuespillere blevet tildelt en person, der typisk ikke ville være en Oscar-kandidat (det kan være en kendt skuespiller, historisk person, fiktiv karakter etc.), samt en fiktiv filmtitel. De Oscar-nominerede skuespillere stiller sig nu op på række i den ene side af scenen og disciplinen kan begynde.


Værten/spillederen præsenterer kategorien for Bedste Skuespiller, og præsenterer dernæst den første nominerede skuespiller og dennes film. Skuespilleren bruger nu den anden side af scenen til at fremføre et kort klip fra filmen (mindre end 30 sekunder). Spilleren forsøger selvfølgelig at flette karaktertræk fra den kendte person, han/hun er blevet tildelt, ind i sit spil. Andre spillere kan deltage i klippet som biroller. Herefter præsenterer værten/spillederen den næste Oscar-nominerede skuespiller og processen gentages, indtil alle spillere har spillet et klip fra deres tildelte fiktive film.

Det er nu tid til at kåre kategoriens vinder. Værten proklamerer "Og Oscaren går til...", hvorefter han/hun på skift peger på hver af de nominerede skuespillere. Den skuespiller, der modtager det største bifald, når der peges på vedkommende, kåres til vinder. Den vindende spiller modtager sin fiktive Oscar, og holder slutteligt en takketale i karakter.

KARAKTERTRÆK
SCENARIO
Vælg hvor mange stjerner du vil give disciplinen
Hader den!Ikke min kop teGanske godEn af mine favoritterElsker den!

© 2020-2025 Impro Comedy i Danmark

bottom of page